Hjemmelavet is med portvin – min egen favorit
4
personerMin mor fandt denne opskrift i et ugeblad for mange år siden og det har været min personlige favorit lige siden. Den minder lidt om den nutidige is der hedder Rom & Rosin så hvis du kan lide den så kan du helt sikkert også lide denne is.
Ingredienser
Ca. 1,3 liter god vaniljeis. Kan købes færdigt eller laves selv – se min opskrift her – LINK
125 gram mørk chokolade
40 gram hakkede mandler
50 gram cocktailbær
125 gram rosiner
25 cl portvin
2½ dl piskefløde til servering
Fremgangsmåde
- Læg rosiner i en skål og hæld portvin over. Bør trække natten over men nogle timer kan også gøre det.
- Hak chokoladen i små stykker.
- Hak cocktailbær fint. De klistrer sammen men det gør ikke noget.
- Tag is ud af fryseren og skær ud i store tern – 4 cm
- Kom is i en stor skål og tilsæt rosiner incl. portvin, chokolade, cocktailbær og mandler.
- Bland det hele grundigt sammen til isen bliver tykflydende. Jeg bruger en røremaskine men det kan også gøres med en håndmixer eller i hånden med tålmodighed.
- Kom is i en form eller bøtte med låg og læg i fryseren. Fryses i min. 6 timer.
- Tag isen ud af fryseren 15 min. før den skal serveres så den bliver en smule blød.
- Server med f.eks. pisket flødeskum. Det bliver isen bare ekstra lækker af.
